Tøjkæden H&M lukker 250 butikker

Den svenske tøjkæde H&M vil trods milliardoverskud lukke 250 butikker næste år.

Et svigtende salg og corona-situationens påvirkning på kundernes købelyst får tøjkæden H&M til at lukke 250 butikker næste år. Det oplyser koncernen i sit regnskab for sommermånederne juni, juli og august.

Af regnskabet fremgår det, at den svenske tøjkædes salg over sommeren var hårdt ramt og faldt med 16 procent.

Samtidig har H&M stadig 166 butikker, hvilket svarer til tre procent, lukket som følge af corona-restriktioner. Derudover er flere butikker omfattet af andre restriktioner, selv om de er åbne. Det kan eksempelvis være begrænsede åbningstider.

Trods de hårde tider er der et overskud for de tre sommermåneder svarende til 1,6 milliarder danske kroner.

Salgstallene for september indikerer også, at der stille og roligt er bedre tider på vej. Her er salget fem procent under niveauet for sidste år.

Kilde: Finans.dk