Ny direktør i Dansk Detail

Nikolai Klausen bliver ny direktør i Dansk Detail, Skobranchen.dk samt Mens Fashion World. Nikolai Klausen overtager rollen efter Jens Birkeholm og han fortsætter ligeledes som direktør for WEAR - alle foreningerne er forankret under Dansk Erhverv.

Et tættere samarbejde

Tiden er inde til, at vi som brancher skal turde tænke nyt, større og længere frem i tiden. Vi skal væk fra traditionel silotænkning og egen brancheinteresse. Brancheforeninger indenfor livsstil har så stort et slægtskab, at det giver stor mening at styrke samarbejdet på tværs af de forskellige foreninger.

Om man driver detailhandel, e-handel eller engrossalg - indenfor mode, sport, bolig, outdoor eller fodtøj, gør ingen forskel i forhold til bl.a. lovgivning, politisk interessevaretagelse, kompetenceudvikling, mediebevågenhed, byudvikling eller international konkurrence.
 
Coronakrisen har på mange områder accelereret de ændringer og strømninger, som lå indenfor detailhandel, engrossalg og e-handel. Alle tre områder, der i større eller mindre grad hænger sammen og har afsmittende effekt på hinanden, når vi taler digitalomstilling og parathed eller B2B og B2C salg.

Ligeledes har coronakrisen udstillet livsstilsbranchens manglede stemme i forhold til vores politikere. Branchen havde ingen eller en meget svækket dialog med Regeringen, da der skulle forhandles hjælpepakker. En samlet og stærk brancheforening vil øge vores politiske indflydelse og respekt i fremtiden.