Nu kan designstuderende søge om rejselegater

Lund/Bugge Fonden vil i samarbejde med Wear endnu en gang uddele rejselegater til afgangsstuderende på de danske designskoler. I år skal der igen uddeles rejselegater til hele fire ny-udklækkede designere, der får mulighed for at komme ud i verden og samle inspiration og viden indenfor mode, tekstil og design.

Det er studerende fra VIA, Designskolen Kolding eller Kunstakademiets Designskole, som afslutter deres uddannelse i 2019, der kan komme i betragtning til de fire legater, der i år er på hver 6.000 kroner.

Designere vil vanen tro blive vurderet af et erfarent panel, som igen i år består af Margrethe Dal Lehmann, indkøbsdirektør i Magasin du Nord, Adam El-Zayat Hjorth, Sales & Marketing Director i Colorful Standard, samt Nikolai Klausen, bestyrelsesmedlem ved Lund/Bugge Fonden og direktør i Wear. Sammen vil de vurdere de studerende ud fra forskellige kriterier med fokus på håndværk, materialebrug og kreativt synspunkt.

For at komme i betragtning til et af de fire rejselegater skal du sende din ansøgning til Lund/Bugge Fonden ved bestyrelsesmedlem Nikolai Klausen på nkl@danskerhverv.dk, hvori du kort fortæller, hvem du er, hvordan du arbejder med design og materialer, samt hvor du gerne vil rejse hen og hvorfor.

Ansøgningsfristen er den 30. april 2019. De fire legatmodtagere får direkte besked den 15. maj 2019, hvorefter deres navne vil blive offentliggjort på Wears hjemmeside.