Nu kan designstuderende søge om rejselegater

Vanen tro vil Lund/Bugge Fonden give færdiguddannede designstuderende mulighed at komme ud i verden og søge inspiration – igen i år kan fire designere få tildelt et rejselegat på 6.000 kroner.

Lund/Bugge Fonden vil, i samarbejde med Wear, endnu en gang uddele rejselegater til afgangsstuderende på de danske designskoler. I år skal der igen uddeles rejselegater til hele fire ny-udklækkede designere, der får mulighed for at komme ud i verden og samle inspiration og viden indenfor mode, tekstil og design.

Det er studerende fra VIA Design, Designskolen Kolding, Københavns Mode- & Designskole, SAFD (Scandinavian Academy of Fashion Design) eller Kunstakademiets Designskole, som afslutter deres uddannelse i 2020, der kan komme i betragtning til de fire legater, der i år er på hver 6.000 kroner.

For at komme i betragtning til et af de fire rejselegater, skal du sende din ansøgning til Lund/Bugge Fonden, ved bestyrelsesmedlem Nikolai Klausen, på nkl@danskerhverv.dk, hvori du kort fortæller, hvem du er, hvordan du arbejder med design og materialer, samt hvor du gerne vil rejse hen og hvorfor.

Ansøgningsfristen er den 31. marts 2020 og den årlige uddeling finder sted primo juni, hvor årets legatmodtagerne vil blive kontaktet og ligeledes offentliggjort på Wear's hjemmeside. Forbigåede ansøgere underrettes ikke.

Sidste års legatmodtagere:

  • Freja Emilie Kræmmer, Designskolen Kolding
  • Sofie Sølvhøj Heinesen, Designskolen Kolding
  • Maria Vitrup, Designskolen Kolding