Magasin investerer massivt i ombygninger og IT-udvikling for at fremtidssikre den fysiske shopping-oplevelse

PRESSEMEDDELELSE

Magasin du Nord, den 06. juni 2023

Magasin investerer massivt i ombygninger og IT-udvikling for at fremtidssikre den fysiske shopping-oplevelse
De fysiske forretninger er kernen af Danmarks ældste stormagasin, Magasin, der efter nogle turbulente år for detailhandlen går all-in og investerer i de fysiske forretninger. For at fremtidssikre shopping-oplevelserne for kunderne, der i den grad er vendt tilbage efter Covid-19, investeres der i år 70 millioner kroner i ombygninger og IT-udvikling.

Det er ikke småpenge Danmarks ældste stormagasin bruger på investeringer både i egen og andre virksomheder, og nu er turen kommet til de fysiske forretninger, der i løbet af de kommende år bliver renoveret og moderniseret. Ambitionen er at skabe unikke og inspirerende shopping-miljøer, der både kommer til at byde på nye brands, indretninger og sociale koncepter, og i år investeres 40 millioner kroner i ombygninger og 30 millioner kroner i IT-udvikling, og stormagasinet forventer at opretholde samme investeringsniveau de kommende år.

”Vi prioriterer at fremtidssikre forretningerne, fordi vi gerne vil geare dem til at kunne imødekomme de fremtidige generationers ønsker. Rigtig mange af vores kunder værner om den fysiske shopping-oplevelse, derfor vil vi skabe fysiske forretninger, der kan levere en enestående kundeoplevelse. Vi tror på værdien af at skabe magi, god service og inspiration gennem vores fysiske shopping-univers," fortæller Frederik G.G.G. Nielsen, Retail Director og ansvarlig for alle Magasins fysiske butikker.

Investeringerne, der i første omgang prioriteres til forretningerne i Aarhus og Lyngby, vil skabe moderne og indbydende forretninger, hvor der blandt andet fokuseres på tendenser som social-shopping, der særligt dyrkes blandt de yngre generationer. Med større og mere indbydende prøverum, flere opholdsområder og mere agil og kundevenlig indretning, vil kunderne opleve et mere nutidigt Magasin. Det gælder både udvalget af brands og i det generelle udtryk, der bliver mere lyst og moderne.

De yngre generationer vælger fysiske forretninger til
Det er ikke tilfældigt at store dele af investeringerne gik til Magasins forretning i Aarhus, for netop den forretning har allerflest kunder blandt den yngre generation – en generation som stormagasinet i stigende grad oplever vælge den fysiske shopping-oplevelse til. Faktisk foretrækker hele 82% af de unge kunder at shoppe i de fysiske forretninger, hvor kun 18% hellere shopper online, og i Aarhus er mere end 50% af kunderne mellem 15-29 år, hvor samme gruppe til sammenligning udgør 27% i forretningen i Lyngby.

Det understreger ifølge Magasin kun vigtigheden af den omnichannel-strategi, som stormagasinet har satset stort på gennem de sidste mange år, hvor onlineforretning går hånd i hånd med de fysiske forretninger, der fortsat er vigtige for både Magasin og for kunderne, og derfor investeres der også i dem.

”Magasin i Aarhus er en ung forretning, som vi skal gøre endnu mere attraktiv at besøge. Det gør vi ved netop at skabe bedre rammer, som ikke kun handler om at gøre et godt køb, men som i højere grad også handler om at være social sammen med sine venner. Det er et rigtig vigtigt omdrejningspunkt for de tendenser vi ser, og derfor er eksempelvis endnu større prøverum med plads til flere kunder samt sofa- og opholdsområder, som skal indbyde til længere ophold og mere afslapning, en stor prioritering. Derudover kigger vi selvfølgelig også ind i, hvilke brands og tendenser, den unge forbrugergruppe efterspørger, så udvalget bliver endnu mere tilpasset til dem og deres præferencer,” siger Suzan Papuga, der er Department Store Manager i Magasin Aarhus.

Hun fortæller, at der på både dame- og herreetagen også bliver tale om mindre, men flere shops, der er mere agile, ligesom der bliver lavet nye service-points (kasseområder). I prøverummene indføres der et iPad system, så det er nemt og hurtigt at få hjælp, ligesom der indføres nummersystem ved service-points, og der let kan kaldes på en medarbejder, hvis man har brug for hjælp.

”Det er ikke kun til gavn for vores kunder, men også for at sikre, at vi kan bruge vores medarbejdere endnu bedre og blive ved med at tilbyde det høje serviceniveau, som mange netop forbinder med Magasin. Nu glæder vi os bare til at vise de nye rammer frem, og håber at kunderne vil tage godt imod et nyt og mere moderne Magasin i Aarhus,” siger Suzan Papuga.

Forretningen i Aarhus var desuden Magasins næstmest besøgte forretning i 2022, hvor 2,9 millioner mennesker lagde vejen forbi stormagasinet, kun overgået af flagskibet på Kongens Nytorv der havde hele 6,3 millioner besøgende i 2022. I alt havde Magasins syv forretninger 17 millioner besøgende i 2022, hvilket vidner om, at kunderne i den grad er vendt tilbage til de fysiske forretninger efter nogle hårde år med Covid-19.

Renoveringen forventes at stå klar i Aarhus i slutningen af august, mens Lyngby forventes færdig i midten af september.

 

For yderligere information, kontakt venligst:

Sandra Garder Abrahamsen
Magasin du Nord
Mobil: +45 20 67 59 68 
Mail: Sandragarder.abrahamsen@magasin.dk