Fair forhandling om huslejestigninger!

Det er 'unfair' når udlejer fastholder en huslejestigning på niveau med nettoprisindekset - også selvom det står i huslejekontrakten.

WEAR, Dansk Detail, Skobranchen.dk og Men's Fashion World mener ikke det er rimeligt, at udlejer fastholder retten til, at lade huslejen stige i henhold til nettoprisindekset. Dansk Erhverv har lavet nogle beregninger som viser en væsentlig stor forskel på nettoprisindekset hvis det beregnes ekskl. energi.

Beregningen belyser den store forskel på om nettoprisindekset indeholder energi eller ej. Vi håber, at denne beregning kan benyttes i eventuelle huslejeforhandlinger og være grundlaget for en 'fair' forhandling.

Nettoprisindeks 

Nettoprisindekset belyser udviklingen i priserne ekskl. indirekte skatter og afgifter, men inkl. pristilskud. Indekset er et fast prisindeks, som Danmarks Statistik har data for helt tilbage til 1980. Det er samtidig et nøgletal, der kan sammenlignes på tværs af landegrænser i bl.a. Europa. Nettoprisindekset opgøres som en vægtet udvikling af prisudviklingen i samfundet inkl. prisudviklingen på fx energi. Vægtgrundlaget er baseret på forbrugets sammensætning. Vægten for elektricitet, gas og andet brændsel udgør ca. 3,9 pct. af vægtgrundlaget i 2022.

Nettoprisindekset anvendes ofte som grundlag for prisregulering ifm. indgåelse af forskellige kontrakter, herunder aftaler om huslejer. Nettoprisindekset opgøres også eksklusiv energi. Figur 1 herunder viser udviklingen i nettoprisindekset i alt og eksklusiv energi. I de sidste 10 år op til juli 2021 voksede nettopriserne i alt med 1,0 pct. p.a. og nettopriserne ekskl. energi med 1,1 pct. p.a. Siden er prisudviklingen imidlertid vokset kraftigt. I september 2022 nåede nettoprisindekset i alt op på 10,0 pct. set ift. samme måned året før. Nettoprisindekset ekskl. energi er imidlertid vokset noget langsommere. I september 2022 voksede det med 6,1 pct. eller 3,9 pct. mindre end det samlede nettoprisindeks.

Figur 1: Årlig vækst i pct. for nettoprisindekset i alt og ekskl. energi

 

Forskellen i prisudviklingen for nettoprisindekset i alt og ekskl. energi kan illustreres med eksemplet i tabel 1 herunder.  Har man fx en aftale om husleje på 50.000 kr. om måneden, som reguleres med nettoprisindekset, og anvender vi de seneste september tal for de årlige vækstrater, vil den månedlige husleje være steget med 10,0 pct. eller 5.000 kr. Såfremt der i stedet var blevet prisreguleret med nettoprisindekset eksklusiv energi, ville huslejestigningen have været 6,1 pct. eller 3.050 kr. Forskellen i huslejestigningen vil i eksemplet være på 1.950 kr. pr. måned.