Designstuderende kan nu ansøge om rejselegater

I år kan fire færdiguddannede designstuderende, takket være Lund/Bugge Fonden, ansøge om et rejselegat til at komme ud i verden og samle inspiration og viden indenfor mode, tekstil og design.

Lund/Bugge Fonden uddeler endnu en gang i samarbejde med Wear fire rejselegater til afgangsstuderende på de danske designskoler. Legaterne, der alle fire er på 6.000 kr., kan søges af studerende, der går på VIA, Designskolen Kolding eller Kunstakademiets Designskole, og som afslutter deres uddannelse i 2018.

For at komme i betragtning til et af de fire rejselegater skal den studerende sende en ansøgning og heri kort fortælle, hvem du er, hvordan du arbejder med design og materialer, samt hvor du gerne vil rejse hen og hvorfor.

Ansøgere vil blive vurderet af et panel, som i år bestående af Margrethe Dal Lehmann, indkøbsdirektør, Magasin du Nord, Adam El-Zayat Hjorth, Strategic Sales and Marketing Consultant, og Nikolai Klausen, bestyrelsesmedlem ved Lund/Bugge Fonden. Panelet vil hovedsageligt vurdere de studerende ud fra håndværk, materialebrug og kreative synspunkt.

Ansøgninger skal senest den 13. juni 2018 sendes til Lund/Bugge Fonden ved bestyrelsesmedlem Nikolai Klausen på nkl@danskerhverv.dk.

Vinderne får direkte besked den 8. august 2018, hvorefter deres navne vil blive offentliggjort på Wears hjemmeside.

Lund Bugge Fonden
Lund/Bugge Fondens fondsmidler stammer fra Jens Peter Lund og hans kone Wilhelmine Bugge. Jens Peter Lund var administrerende direktør for det tidligere danske stormagasin Fonnesbech.