Copenhagen Fashion Week er klar med datoerne for SS21

Igennem en tæt og konstruktiv dialog om sommermodeugens placering er Copenhagen Fashion Week, Dansk Mode & Textil, Wear, CIFF og Revolver blevet enige om, at sommermodeugen i 2020 fortsat skal finde sted i uge 32. Således løber SS21-modeugen af stablen fra den 4.-7. august 2020 med showdage fra tirsdag-torsdag og messedage fra onsdag-fredag.

At finde den mest hensigtsmæssige placering for sommerudgaven af Copenhagen Fashion Week er et tilbagevendende emne, der på opfordring af enkelte aktører har været drøftet ad flere omgange. Copenhagen Fashion Week, Dansk Mode & Textil, Wear, CIFF og Revolver har nu valgt at genoptage dialogen med henblik på at finde enighed og afklaring for sommermodeugen 2021 og fremadrettet.

I løbet af foråret vil parterne derfor samlet indgå i en dialog med aktører fra branchen om, hvorvidt datoerne for sommerterminen skal fremrykkes til inden sommeren og eller forblive i uge 32. Processen forventes afsluttet inden den kommende modeuge, og resultatet meldes ud så snart, der er afklaring.

De næste tre sæsoner
I januar blev datoerne for de kommende to modeuger meldt ud. Nemlig SS20-modeugen, der finder sted i uge 32 fra den 6.-9. august 2019 samt AW20-modeugen, der finder sted i uge 5 fra den 28.-31. januar 2020.

Således er datoerne for de næste tre sæsoner følgende:

  • SS20: Uge 32, 6.-9. august 2019
  • AW20: Uge 5, 28.-31. januar 2020
  • SS21: Uge 32, 4.-7. august 2020