Cirkulær omstilling danner grundlag for nyt samarbejde i mode- og tekstilbranchen

Miljøminister Lea Wermelin offentliggjorde mandag starten på et sektorsamarbejde mellem ministeriet, 10 virksomheder og tre organisationer med ambitioner om at engagere en større del af den danske mode- og tekstilbranche.

Forperson med stærke kompetencer inden for bæredygtighed

Blandt de 10 virksomheder, der fra starten indgår i sektorsamarbejdet, finder vi både Danmarks største og mindre virksomheder. Miljøministeren har udpeget Maria Glæsel, direktør i Aiayu som forperson for initiativet.

”Mit ønske er, at vi kan samle branchens aktører om fælles mål og udveksle erfaringer, der leder til handling. Kun i fællesskab når vi i mål med de store udfordringer, branchen står med. Det er vigtigt for branchen, at ministeren bakker op, for omstillingen kommer også til at kræve strukturelle ændringer,” siger hun.

”Hos Aiayu har vi fra start arbejdet med bæredygtighed, og vores fokus på det cirkulære bliver gradvist større. Det gælder også for branchen generelt, men det er stadig nyt for mange.”

Ambition om at samle hele branchen frem mod 2030

Alle danske mode- og tekstilvirksomheder inviteres til at tilslutte sig sektorsamarbejdet. I løbet af efteråret går en række arbejdsgrupper i gang med at operationalisere og definere målene samt finde løsninger for, hvordan både store og små virksomheder kan nå i mål.

”Det her er bare startskuddet. Nu går arbejdet i gang, hvor vi gennem arbejdsgrupper skal sætte delmål, finde fælles definitioner og løsninger, der kan bruges i både små og store virksomheder,” udtaler Betina Simonsen, direktør i Lifestyle & Design Cluster, der skal fungere som sekretariat for sektorsamarbejdet.

Samarbejdet tager udgangspunkt i en cirkulær vision for branchen: En vision om at al tøj og tekstil fra danske virksomheder skal bestå af mindst 40 procent genanvendt materiale, og at tøjet vil være designet til at have flere liv. Samtidig skal en større del af omsætningen på tøj i Danmark komme fra genbrug.

Det europæiske miljøagentur udpeger en cirkulær omstilling som kritisk i forhold til at nedbringe branchens aftryk, og Lifestyle & Design Cluster har hjulpet mode- og møbelvirksomheder i gang med omstillingen siden 2011 og har derfor mange erfaringer at trække med ind i samarbejdet.

Se hvordan brands arbejder med cirkularitet i dag

Lifestyle & Design Cluster viser fra onsdag udstillingen Circular Fashion & Textile Days i samarbejde med CIFF, hvor blandt andre netop Aiayu viser, hvilke cirkulære tiltag de har sat gang i. I alt mere end 40 andre danske mode- og tekstilbrands præsenterer på udstillingen den slags løsninger, der skal til for at nå målene i sektorsamarbejdet.

- Vi ønsker at fremme deling af viden og inspiration og ser frem til igen i år at fremvise de gode eksempler. Med den nye tekstilstrategi fra EU kan vi se, at det er vigtigt at få taget hul på omstillingen, siger direktør Betina Simonsen fra Lifestyle & Design Cluster.

De deltager i sektorsamarbejdet:

  • AIAYU
  • Bestseller
  • DK-Company
  • Ganni
  • Jysk 
  • Dansk Wilton
  • Mammut Hoffmann 
  • Green Cotton
  • Salling group
  • Trendsales
  • Dansk Mode & Textil
  • Lifestyle & Design Cluster
  • Dansk Erhverv
  • WEAR
  • Miljøstyrelsen

Fakta om tekstilproduktion og sektorsamarbejdet

- Sektorsamarbejdet er åbent for alle virksomheder, som kan tilslutte sig målsætningerne. Den 16. og 30. august afholdes online infomøder.

- Lifestyle & Design Cluster vil sammen med Miljøstyrelsen udarbejde en baseline for branchen, så fremskridt kan måles og kvalificeres. Hvert år vil deltagende virksomheder skulle rapportere data ind til sekretariatet samt sætte mål i eget regi.

- Ifølge det Europæiske Miljøagentur er tekstiler den produktgruppe i EU, der har det fjerdestørste negative aftryk på både miljø og klima. Samme agentur udpeger cirkulær omstilling til at være et kritisk skridt for branchen.

- For at producere alt tøj, fodtøj og husholdningstekstiler købt af EU-husholdninger i 2020 blev der brugt anslået 175 millioner tons primære råvarer, svarende til 391 kg pr. person. Samtidig anslås det, at en europæer i gennemsnit forbruger 15 kg tøj og tekstil pr. år. Derfor er der stort potentiale i at bruge råmaterialerne flere gange. (Kilde: Det Europæiske Miljøagentur)

- EU har netop offentliggjort en tekstilstrategi med en vision om, at tekstilprodukter i EU i 2030 skal holde længere, være genanvendelige, fri for farlige stoffer og produceret med respekt for sociale standarder. Den danske mode- og tekstilbranche har med sin tradition for kvalitet, design og bæredygtighed et stort potentiale for at bidrage med viden og erfaringer til at indfri EU's vision for tekstiler i 2030.

- Sektorsamarbejdet udvides til at inkludere Norge, Sverige og Finland fra 2023.

 

Læs mere på www.ldcluster.com

Yderligere oplysninger:

Kommunikationsansvarlig Steen Ancher, Lifestyle & Design Cluster, M: 2055 4399, steen@ldcluster.com